Opgaven bestod i, at vi hver især skulle tage udgangspunkt i et af vores fotografier fra billedlotteriet og male det, dog med kreative tilføjelser. Vi måtte selv bestemme, om vi valgte et foto med eller uden mennesker i, og om vi selv fjernede eller tilføjede nogen. Generelt bød opgaven på forholdsvist løse rammer rent indholdsmæssigt - så længe vi fik gjort os fortrolige med henholdsvis gouache og farvekridt, og hvordan disse to materialer spiller sammen.
Idéfase
Da jeg så mine fotografier fra billedlotterier igennem, var der ikke mange, som jeg tænkte, ville være interessante at male. En del af dem havde mange meget små detaljer, hvilket ikke stemte overens med den opgaveløsning, jeg havde i sinde. Enkelte havde motiver, som jeg ikke så stort potentiale i. Og blandt de tilbageværende valgte jeg så dette, hvor jeg selv indgår. Den tydelige opdeling af for-, mellem- og baggrund var nem at forholde sig til, og der er både organiske og geometriske former involveret.I idéfasen var jeg først ret bidt af tanken om at trække noget zendoodle ind i det - eller måske trække på inspiration fra Julie Nord, hvorfor tegning skulle inddrages i ligevægtigt forhold med maleri. Den skæve vægtfordeling i fotoet lægger op til, at der kan tilføjes interessant indhold i højre side, og højden for "den tomme plads" er cirka i hovedhøjde. Sammendraget var jeg på sporet af en sky af tankeudfoldelse, der strækker sig fra det skjulte øre og ud til højre kant.
Idéen blev dog kasseret, idet tegne-delen (som skulle være sort/hvid) ville ende med at blive for omfattende (rent fysisk set), og dette ville i sidste ende stride imod hele pointen med maleriet. Jeg holdt imidlertid fast i tanken om, at der skulle ske en bevægelse fra "mit" hoved og ud mod højre kant, men dette skulle altså hverken fylde for meget, og det skulle være i farver. I sidste ende faldt beslutningen på balloner.
Arbejdsproces
Ved hjælp af en transparent og en overhead-projector kunne vi flytte fotografiet over på papiret - men jeg valgte at skitsere det hele i hånden og pr. øjemål. Jeg mente ikke, det var nødvendigt at beholde fotoets eksakte størrelsesforhold og perspektiv, idet det ingen særlig betydning skulle have for udtrykket. Så kan man efterfølgende diskutere, hvorvidt beslutningen var den rigtige eller ej.Efter skitsen var tegnet over på papiret med blyant, malede jeg grundfladerne med gouache - "mig selv", himmel, fjord, stenkant og måge. "Jeg" blev tegnet op med sort filtpen, hvorefter jeg anvendte oliekridt (Caran d'Ache Neocolor I) til mindre flader såsom øjne, øjenvipper, struktur i håret og et ekstra lag på blusen, hvis farve (gouache) ikke blev ensfarvet (- jeg blandede for lidt i første omgang, og den eksakte nuance var svær for mig at ramme igen).
På baggrund af et tip iblandede jeg noget af blusens petroleumsgrønne i den lysegrå til mågen (for at skabe et "bånd" mellem "mig" og maleriets andet levende væsen). Men farven blev så nedtonet, at det petroleumsgrønne ikke er til at få øje på.
Baggrunden (bygningerne) og refleksionen i fjorden blev tegnet/malet på med oliekridt. Jeg begyndte med "Hedegaard"-bygningen bag "mig" og indså hurtigt, at der ikke var nok forskellige nuancer af grå blandt Neocolor I til, at jeg kunne forholde mig tro mod fotografiets farver (- set i retrospektiv kunne jeg nok godt være sluppet fra at blande mig frem til flere grå valører). I stedet valgte jeg at inddrage tilfældige farver.
Refleksionerne i vandoverfladen blev gjort med varierende pres med farvekridt - og flere lag heraf - og slutteligt udgnidning med en finger.
Til sidst er ballonerne tegnet på i frihånd med blyant og farvelagt med tilfældige farver. Også disse fik flere lag og blev udgnedet for at gøre farverne særligt kraftige og dækkende på papirets flade.
Analyse af det færdige maleri
Jeg vil se på mit færdige maleri - navngivet Kreativitet - ud fra en formalistisk analyse (som henvises til som "Hånden") samt teorien om betydning (se mit tidligere indlæg om artiklen af Karsten Arvedsen).
"Hånden":
- Rum: Forgrund ("mig" og stenkanten med mågen), mellemgrund (fjorden og refleksionerne deri) og baggrund (bygningerne, naturen og himlen). De rumskabende elementer er overlapning og størrelsesforskel.
- Komposition: Bevægelseslinjerne er udelukkende vandrette og lodrette. Billedet understøttes af det gyldne snit, hvor de fire punkter befinder sig ved ansigtet, armhulen, den lyseblå ballon og mågen. Vandkanten flugter med den nedre linje.
- Farver: Meget af billedet er holdt i lysegrå og grå-brækket lyseblå. Petroleum, rødbrun og "hudfarvet" fylder ligeså en overvejende stor del af fladen. Ellers er der mange forskellige farver repræsenteret i bygningerne og ballonerne. Blandt disse ses både primær-, sekundær- og tertiærfarver, hvoraf de fleste er forholdsvist mættede og kraftige. Arealmæssigt er der dog en overvægt af de knækkede farver. De mest fremtrædende kontraster er derfor kvantitetskontrast, kvalitetskontrast og kontrast mellem varme og kolde farver.
- Lys: Der er ingen synlig lyskilde. Den eneste indikation på lys er højlyset i "mine" øjne, som i den henseende skulle have været udeladt - eller understøttet af både egen- og slagskygger andre steder i billedet.
- Figurer/personer: "Mig" som "hovedperson" i selskab med en måge.
- Tegn: Vi ser overkroppen af en pige, der ser mod siden. Ved siden af hende står en fugl (kodet ud fra fjer, næb og de særlige ben), og bag hende strækker sig et område med balloner (kodet ud fra flyvende, farverige cirkler med en snor). Der er små firkanter i forskellige dimensioner og farver. Disse stopper brat og fortsætter så gradvist igen på lodret vis. Baggrunden er meget lyseblå, nærmest udvasket til grå.
- Kode: Linjerne tilhørende den grå flade under mågen strækker ud af billedets underkant og under pigen - hun sidder altså på stenkanten, som mågen står på. Firkanterne i baggrunden udgør bygninger, som spejles i en blank overflade - i samspil med mågen kan man antage, der er tale om vand. Størrelsen på bygningerne på den anden side af vandet tyder på, at afstanden fra forgrund til baggrund ikke er alt for lang - der er altså tale om en flod eller fjord af størrelse. Ballonernes snore har generelt den samme vinkel, hvorfor man kan udlede, at ballonerne er på vej i samme retning, nemlig skråt opad. De befinder sig tæt på hinanden nær pigen, men spreder sig mere ud mod billedets højre kant - deres samlingspunkt befinder sig derfor bag pigens hoved.
- Betydning: Pigen sidder ved fjorden og ser opad - måske på den pink ballon, måske bare ud i luften. Tankefuld. Samlingspunktet for ballonerne er bag hendes hoved, mere specifikt hendes øre, hvorfra de kunne tænkes at komme flyvende. Den åbne baggrund bag hende kan i samspil med fuglen og de flygtende balloner anses som et tegn på frihed. Titlen Kreativitet og temaet frihed kan kombineres til "Lad tankerne flyve frit". Tankerne er med til at farve omverdenen og overdøve byens gråtoner. En hyldest til kunstnerisk frihed og kreativitetens indvirkning på en ellers firkantet og farveløs tilværelse?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar