Dokumentarfilmen "Livet mellem husene" præsenterer teori knyttet til tankerne bag det at udforme byrum, som vi mennesker føler os tilpasse i og draget af. Der ligger nemlig en del psykologi bag det at gøre en by "menneskevenlig".
Dokumentaren fremviser forskellige dele af storbyen - fra det helt centrale...
... til det mere private og hjemlige.
- Byens rum (mellemrum og gader) er mere betydningsfulde end byens bygninger, når det kommer til forbrugerens oplevelse af området.
- Disse rum har en ubevidst, psykologisk indvirkning på forbrugerne.
- Vores sanser er indrettet efter gang som det primære transportmiddel. Vores højde, syn og generelt sanselige opfattelsesdistancer er indrettet efter dette, hvilket betyder, at der er en begrænsning på, hvor langt væk vi opfanger ting - og derved sættes der også krav for, hvad nære bygninger og rum udstråler, når vi passerer dem.
- Vores syn er eksempelvis særdeles rettet mod stueetagen af bygninger; derfor er det væsentligt at udforme og indrette denne etage omhyggeligt.
- Gamle byer blev som udgangspunkt bygget til, at mennesket skulle gå gennem dem - derfor appellerer de typisk mere til vores sanser.
- Smalle gader og små bygninger er generelt hyggeligere at færdes ved.
- Lave bygninger med skråtag tillader mere sollys at trænge ned til jorden, hvorved rummet varmes mere op. Dette medfører generelt flere "udetimer" i området, fordi rummet føles varmere og mere personligt for forbrugeren.
- Rummets "kanter"/"sider" er centrale for forbrugernes lyst til at opholde sig der. Hvis der er græs, bænke eller nicher, inviteres forbrugerne til at opholde sig i området, hvorimod lange, flade facader signalerer, at man ikke ønsker, at forbrugeren skal opholde sig ved bygningen. Tilbage er kun muligheden for at gå videre.
Holdets notater:
- Menneskets biologi lægger op til, at vi er gådyr. Byens rum skal derfor indrettes derefter.
- Mellemrummene mellem bygninger kan godt være kolde og uhensigtsmæssige, hvis man glemmer at medtænke menneskerne/forbrugerne i designprocessen.
- Der skal være plads til forskellige indstillinger hos forbrugeren. I stedet for an anlægge en betonplads kan man anlægge en park eller naturområde.
- Byens rum påvirker vores tilværelse - via mellemrum, dimensioner, farver, temperaturer o.s.v..
- Smalle gader øger oplevelsen, idet der "sker meget" på lidt plads. Det bliver spændende og personligt, fordi man kommer mere ind på livet af de andre forbrugere.
- Af samme årsag kan store, brede gader og bygningsfacader føles kolde og upersonlige.
- Lys og skygge har en betydning for oplevelsen af rummet - både naturlig lys og kunstigt lys.
- Høje bygninger kan skabe en passage for vind, hvilket gør mellemrummet koldt og ukomfortabelt at befinde sig i.
Refleksioner og perspektivering
Dokumentaren er udgivet i år 2000 og har til hovedformål at informere seerne om teorien bag byens rum. Samtidig vil jeg argumentere for, at dokumentaren præsenterer et kritisk syn på senmodernitetens storbyer og den måde, hvorpå mange af de "varme" og "komfortable" værdier, som vi kender fra gamle, danske byer, er gået i glemmebogen til fordel for kold og identitetsløs sen-funktionalisme. Dokumentaren kan anses som et opråb med ønsket om, at vi husker at medtænke det humanitære og forbrugervenlige i den videre udvikling af vores byer, netop fordi byens rum angiveligvis har så stor betydning for vores livsstil. Og med den fortsat stigende urbanisering kommer storbyerne til at have større indflydelse på befolkningen.
Lars Oxfeldt Mortensen (instruktøren bag dokumentaren) er dog langt fra den eneste, der skildrer storbyen kritisk. Mange kunstnere har i takt med industrialiseringen og den tilhørende urbanisering malet deres holdning til, hvordan mennesket berøres af denne kolde og identitetsløse tilværelse.
En af disse er engelske L. S. Lowrey, som både gennem brækkede, nærmest identitesløse farver og fugleperspektiv fremstiller livet i storbyen som koldt og upersonligt. De høje, grå bygningsfacader strækker sig både vandret og lodret i baggrunden, og den måde, de fjerneste bygninger udtones på, signalerer, at der er mere af den slags, hvis man fortsætter i den retning. Storbyen er altså uendelig og opslugende, og fabrikssmoggen og den mørknede himmel tyder på kollektiv kvælning.
L. S. Lowreys "Coming From the Mill" (1930).
George Tooker "zoomer" mere ind på individdet i sin fremstilling af storbyen og dens konsekvenser. Frontfiguren - kvinden i rødt og blåt - er gjort relatérbar for beskueren, og netop derfor kan vi bedre forholde os til den åbenlyse afsky, usikkerhed og ubehag, som hendes ansigt viser. Baggrunden og de andre personer holdes i skidne, brækkede farver, og selve miljøet fremstilles som noget fængselslignende. Rummene er smalle, og der er meget lavt til loftet; kvælning og klaustrofobi er altså et gennemgående tema.
George Tookers "The Subway" (1950).
-:- -:- -:-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar